Ring til os på tlf: 47 52 80 13

Åbningstider: Mandag-fredag kl. 08:00 - 17:00

Telefontid: 07:00 - 17:00

​Sygdomme og tilstande hos hund og kat

Dette skema kan give dyreejere nyttig information om forskellige sygdomme og deres symptomer. Bemærk at skemaet er vejledende og at mere præcis diagnostik tager udgangspunkt i en klinisk undersøgelse. Skemaet revideres løbende.

A​

Analkirtler/analsække

Hunde og katte har en analkirtel med separate udførselsgange. Disse sidder på hver side af anus og sekrerer på afføringen når hunden/katten defækerer. Sekretet er typisk brunligt og har en karakteristisk lugt af "rådden fisk".​

Analsækbetændelse (adenitis circumanalis)

Analsækbetændelse forekommer relativt hyppigt hos hunde og kan bero på tilstoppede udførsels-gange som gradvist kan give anledning til egentlig betændelse. Hunden "kører på halen", gnaver sig ved haleroden eller vasker/slikker anus. Problemet kan ofte løses ved at kirtlerne klemmes ud af dyrlægen. Antibiotika og kløestillende behandling kan være aktuelt i visse tilfælde.​

B​

Blodøre (othæmatom)

Et blodøre er i korte træk en væskeansamling i ørets brusk, foranlediget af hovedrysten, trauma eller kombinationer heraf. Det forekommer især i forbindelse med øregangsbetændelser, hvor hunden er meget generet og evt. rammer et bordben eller lign. når den ryster sig. Der sker en mindre frasprængning af ørets bruskplader og ejeren bemærker en "blød ballon", oftest i ørespidsen. Omfanget kan variere og behandlingen strækker sig som regel over 2 konsultationer:

en indledende hvor diagnosen bekræftes og selve øregangen evt. sættes i behandling og en opfølgende konsultation ca. 8-10 dage efter hvor øret tappes. Er der hyppig forekomst i det samme øre vil brusken påvirkes og der opstår et såkaldt "blomkålsøre".

Blærebetændelse (cystitis)

Blærebetændelser ses på dyr i alle aldre, dog især hvalpe og killinger. Tilstanden beror oftest på coli-bakterier og symptomerne kan være øget drikkelyst og do. urinering, ubehag ved urinering og blod i urinen. Der kan også forekomme krystaludfældninger i urinen (krystalluri), hvorfor en urinundersøgelse altid er aktuelt. Behandlingen er medicinsk og kan i nogle tilfælde omfatte en periode med specialfoder. Større blæresten diagnosticeres ved røntgen eller scanning og fjernes kirurgisk. (Se FLUTD, FUS)​

Borreliose (Lyme disease)

Hunde der bides af flåter kan smittes med borrelia spirokæter (Borrelia burgdorferi). Dyret danner antistoffer mod bakterien og dette kan- omend sjældent- give borreliose. Symptomerne kan omfatte feber, akut halthed som springer fra ben til ben, benstivhed, smerter, sløvhed og neurologiske påvirkninger som f.eks lammelser i ansigtsregionen. Diagnosen kan delvist bekræftes ved en blodprøve, men vil oftest styrkes hvis hunden responderer godt på antibiotika (tetracyclin), som gives i 2-8 uger.​

C

​Calicivirus

Calicivirus ses især på killinger fra 2-6 ugers alderen og skyldes felin calicivirus (FCV).

Symptomerne er mundhulesår og -betændelse, savlen, øjenbetændelse, luftvejsinfektion,

tarminfektion, feber og akut halthed ("limping kitten syndrome", akut arthritis). Inkubationstiden er 1-2 dage og virusudskillelsen kan ske i uger, måneder eller år. Kroniske bærere vil ofte døje med kronisk tandkødsbetændelse, mundhulesår, tab af tænder og evt. gulligt flåd fra næsen. Tilstanden forefindes i en lavvirulent type (god prognose) og en højvirulent type (dårlig prognose).

Patienten behandles symptomatisk med antibiotika og evt. smertestillende, a.h.t. føde- og væskeindtagelse.

Cheyletiella (pelsmider)

Pelsmider- også betegnet "vandrende skæl"- kan forefindes hos hunde, katte og kaniner, hvor de bevæger sig rundt på hud og pels. Midens livscyclus er på 21 dage, den lever af lymfevæske og symptomerne er ofte "melede" skældannelser og periodisk kløe. I nogle tilfælde kan miderne ses med det blotte øje, oftest kræver en sikker diagnosticering mikroskopiske undersøgelser. Behandlingen kan f.eks være Frontline spray 2 gange med 4 ugers interval (hund og kat) eller subcutane injektioner. Smitte kan forekomme til mennesker og vil give udslet på arme og under stramtsiddende tøj.

​Chlamydia-infektion

Chlamydia-infektion hos katte er meget smitspomt og ksn skyldes to typer bakterier, hhv. Chlamydia psittaci og Chlamydia pecorum. Typisk ses øjenbetændelse i form af gulligt flåd fra først det ene og efter 5-7 dage fra begge øjne, blinkhinderne kan være mere fremfaldne og der kan forekomme nysen, appetittab og vægttab. Killinger kan have så kraftigt flåd at øjenlågene evt. er helt lukket. I så fald kan skylles med alm. øjenbadevand/saltvand. Chlamydiose behandles med øjensalve og evt. sideløbende antibiotika.

Cystitis (se blærebetændelse)

D

Demodikose (se hårsækmider)Diarre

E

Enteritis (tarmbetændelse)

Echinococcus granulosus (Se Rævens dværgbændelorm)

Erlichiose

Parasitten Erlichia canis er årsagen til erlichiose. Forekomsten er størst i Sydeuropa, Afrika, Østen, USA´s sydlige stater. Den er tillige påvist i Sverige og- omend i begrænset omfang- Danmark: Parasitten overføres med husflåten og har en inkubationstid på 8-20 dage. Såvel hunde, katte som mennesker kan smittes. Der kan forekomme inflammation, depression, blødnings-forstyrrelser, blodmangel, sløvhed, appetit- og vægttab, øjenforandringer, væskeansamlinger i benene og pungen, kramper samt feber m.m. Forløbet kan udvikles over længere tid (uger-år) og kan tillige præges af et hæmmet immunforsvar. Diagnosen bekræftes ved blodprøver og serologi.

Prognosen er oftest god og antibiotika er påkrævet i 3-8 uger.​

F

Falsk drægtighed (Pseudograviditet)

Tilstanden ses hos alle intakte tæver, uanset alder og race og beror på hormonudsving imellem løbetider, især 6-12 uger fra sidste ægløsning. Ejer vil ofte opleve at tæven "bygger rede", samler tøjdyr, sko, bamser og evt. værner om tingene, graver i tæpper, søger ud eller generelt er urolig. Der kan tillige ses hævede mælkekirtler som evt. kan sekrere. Dette fænomen forstærkes hvis tæven slikker/vasker sig ivrigt i kirtelregionen. Falsk drægtighed varer 1-3 uger og hvis hunden ikke kan falde til ro eller har meget hævede mælkekirtler, kan en hormonbehandling (Galastop) komme på tale.

Felv (Felin leukæmi virus)

Tilstanden skyldes felin leukæmivirus med en typisk inkubationstid på 2-3 mdr. Virus optages via næse/mund og opformeres i tonsillerne, med senere cellulær spredning til knoglemarv og lymfoidt væv. I denne fase danner ca. 60 % af alle katte antistoffer mod virus og "renser" dermed sig selv.

De resterende 40 % har fortsat infektionen og efter 4-6 uger vil størsteparten være permanent inficerede. Symptomer kan omfatte, afmagring, nedstemthed, anæmi, hævede lymfeknuder, gullige slimhinder, tilbagevendende infektioner, hoste, vejrtrækningsbesvær, opkastninger og diarre. Diagnosen kan stilles ved en blodprøve og for positive patienter er prognosen dårlig, da der ikke findes nogen effektiv terapi. Profylaktisk kan katte vaccineres mod Felv.

Felin Rhinotracheitis virus
​(FRV, felin herpes virus-1)

Denne virustype rammer især killinger i alderen 3-6 mdr. og smitten er primært luftbåren.

Symptomerne omfatter nysen, øjen- og eller hornhindebetændelse med flåd, gulligt flåd fra næsen, mundhulesår og -betændelse, feber, sekundære bakterielle infektioner m.v. Forløbet er i de milde tilfælde 2-5 dage og i sværere tilfælde 3-8 uger. Enkelte katte vil være livslange bærere og kan få stressrelaterede tilbagefald i form af vedvarende nysen s.f.a en kronisk næsehuleinfektion. Prognosen er god og katten behandles symptomatisk.​

FIP (Felin infektiøs peritonitis)

FIP skyldes et Coronavirus (FIPv) som muterer i den pågældende kat og er dermed- på trods af navnet- ikke direkte smittefarlig. FIP forekommer i hhv. en våd og en tør form. Skaderne ses primært i CNS og afspejles i symptomerne: Evt. gule slimhinder, balanceforstyrrelser, slingerhed, lammelser, flakkende øjenbevægelser, feber, appetittab og øget følsomhed. Bugen kan forekomme spændt s.f.a ophobning af væske (ascites), hvilket ofte giver et "pæreformet" udseende. Diagnostikken kan bekræftes ved en eller flere blodprøver (serologiske tests), hvor resultaterne vurderes samlet og set i lyset af patientens symptomer. Prognosen er dårlig, da der ikke findes behandling for denne lidelse.

FIV (Felin immunodeficiens virus)

Denne sygdom beror på et retrovirus, betegnet FIV, felin immunodeficiens virus.

Virus overføres ved bid (spyt). Inficerede katte danner antistoffer mod FIV og dette kan påvises på en blodprøve ca. 4-8 uger efter smitte. Symptomerne omfatter afmagring, nedstemthed, utrivelighed, gullige slimhinder, hævede lymfeknuder,anæmi, mundhule- og tandkødsbetændelse, diarre, feber samt tilbagevendende infektioner som responderer dårligt på antibiotika. Der findes ingen vaccine eller terapi mod FIV og prognosen er derfor dårlig.

FLUTD (Feline lower urinary tract disease)

Årsagen til FLUTD er ukendt, men flere forhold spiller ind: Foderets indhold af magnesium, foderets vandindhold og urinens pH-værdi.Tilstanden inddeles i en obstruktiv og en non-obstruktiv form og ses dobbelt så hyppigt hos hankatte som hos hunkatte, især hos katte fra 2-6 år.

Symptombilledet er som anført under blærebetændelse: Forgæves urineringsforsøg, " katten bliver siddende i bakken", blod i urinen, flere små søer af urin, passivitet, ubehag når ejer tager katten op m.v. Non-obstruktiv FLUTD diagnosticeres udfra en urinprøve og behandles medicinsk og

v.h.a. kostomlægning. Obstruktiv FLUTD er derimod en mere kritisk tilstand, som påkræver indlæggelse, blæretømning med kanyle (cystocentese), anlæggelse af kateter, medicinering, monitorering og kostomlægning. Den enkelte patient vurderes nøje m.h.p. behov for blodprøver (nyrefunktion m.v.). Katten vil ofte få tilbagefald og dødeligheden af FLUTD er ca. 5-35 %.

FUS (Felin urologisk syndrom), (se FLUTD)​

G

Gigt (osteoartrose)

Gigt er en degenerativ ledlidelse som oftest rammer ældre hunde og katte. Med degenerativ menes at ledbrusk i et eller flere led nedbrydes og at der sideløbende nedbrydes og gendannes nyt knoglevæv i og omkring de lednære knogler. Ledvæskens viskositet (væskens evne til at flyde) reduceres, ledkapslen bliver tykkere og uelastisk. Dette afstedkommer lokale smerter som af ejeren kan ses som periodiske haltheder, især efter hvile, lange gåture, koldt vejr m.v. Gigt kan være primær (alm. "slidgigt", s.f.a. slid og brug) eller sekundær til anden tilstand (dysplasier, såsom AD eller HD, løse knæ i form af patella luxationer, tidl. operative indgreb eller "gamle skader" m.v.).

Diagnosen "gigt" vil ofte stilles udfra dyrets almene symptomer, alder og kliniske fund. Skal diagnostikken bekræftes kan dette kun gøres ved en radiologisk undersøgelse (røntgenbilleder), som ofte forudsætter at patienten er bedøvet.

Terapi omfatter glucosaminer, EFA-olier (kombinationsprodukter såsom Flexvital), ekstrakter af grønlæbede muslingeskaller (Canosan), fodertyper rettet mod gigt (f.eks. Hills PD j/d), smertestillende medicin (Metacam, Rimadyl, Previcox m.fl.), massage, laserbehandlinger, akkupunktur m.v.

NB: Anvend aldrig human medicin til hunde eller katte. Hør først med din dyrlæge hvordan dyret bedst hjælpes.​

H

Hepatitis (leverbetændelse)

HD (hofteledsdysplasi)

​Hjerteorm (Angiostrongylus vasorum)

Hunde i alle aldre kan pådrage sig både fransk hjerteorm og rævens lungeorm, en tilstand som har været kendt i Danmark siden 1980érne. Smittekilden er snegle (mellemvært) og i sneglens slimspor kan der forekomme larver af begge ormetyper. Larverne optages gennem tarmvæggen i hunden eller ræven (slutværten) og migrerer via blodbanen til hhv. hjertets højre halvdel og det omgivende lungevæv, hvor larverne udvikles til voksenstadier på 1-2 cm.Som ejer skal man derfor være særligt opmærksom på følgende symptomer, som viser sig 1-2 måneder efter optagelse: Tør hoste, sår der heles langsomt, pludselige ”blå mærker”, rødsprængte øjne (s.f.a. blødnings-forstyrrelser), pludselig træthed og appetittab. Der kan også forekomme opkast, diarre og på længere sigt hjerte- og vejrtrækningsproblemer.

Diagnosen stilles af dyrlægen og dette gøres oftest ved en række afføringsprøver, hvor ejeren skal samle afføring fra hunden i 3 på hinanden følgende dage i separate poser. Denne metode viser hvorvidt der er den ene eller den anden type orm i pågældende hund og har relevans m.h.t. varigheden af behandlingen, som typisk består i 1-4 ormekure. Her er det værd at vide at larverne i afføringen er ca. 0,3 mm lange og gennemsigtige, hvorfor man ikke kan se dem med det blotte øje. Alternativt kan dyrlægen tage en blodprøve som kan indicere orme-infestation i hunden, men blodprøven afslører ikke typen af orm. Røntgenbilleder af lungerne kan i nogle tilfælde afsløre omfanget af skader på lungevævet.

Man bør konsekvent lade sin hund teste ca. 1-2 gange årligt og især i marts-april og september-oktober. De fleste dyreklinikker foretager selv ovennævnte laborartorieundersøgelser.


HornhindesårHot spot (pyotraumatisk dermatitis)

Hots pots antyder et "irritationspunkt" for hunde og kan ofte tilskrives lopper, flåter, rifter, allergier, analkirtler eller pelsproblemer: Hunden generes og slikker/gnaver ivrigt i det pågældende område, hvorved der opstår store, fugtige og ofte ildelugtende sårområder. Hudens normale hudflora reagerer på de fugtige forhold og området spredes hurtigt. Dette viser sig desuden i tiltagende kløe og uro. Tilstanden kureres med lokal klipning, vask, antibiotika og kløestillende midler.​

Hundesyge (Febris catharrhalis infectiosa canum)

Denne sygdom skyldes et RNA-virus (genus Morbillevirus) og rammer især hvalpe (3-6 mdr.), samt svækkede dyr og ildere. Blandt vilde dyr kan hundesyge forekomme hos ræv, mink, mår og lækat. Smitten optages via slimhinderne i næse og svælg; spredning sker via virus i næse- og bronchiesekret, urin samt afføring i 2-3 mdr. efter optagelse.

Symptomer kan omfatte en indledende høj feber (39,5-40,5 C.) i 1-3 dage med efterflg. fald til norm. temp. og dernæst feber igen. Dyret kan være appetitløs, nedstemt, præget af hoste, opkast, diarre, dehydrering, vejrtrækningsbesvær, lungebetændelse, og evt. fortykkelse af næsehud ("hard pad"). Hundesyge kan påvirke CNS og afstedkomme slingerhed, rytmiske muskelkontraktioner i et for- eller bagen, samt tyggemuskulatur og musklerne i øjenregionen.Er der CNS symptomer er prognosen er slet: Der er ingen effektiv terapi for denne lidelse. Profylakse omfatter vaccination som gælder i 1-2 år, afhængigt af hundens alder.

Hårsækmider (demodikose)

Hårsækmider (demodex canis) er normalt forekommende hos alle hunde, omend i mindre antal. Miden har 4 livsstadier: Æg, larve, nymfe og voksen. Symptombilledet afhænger af om tilstanden er en lokal demidikose hvor der er god prognose eller en generaliseret demodikose, hvor prognosen er mere reserveret. Der kan forekomme afgrænsede hårløse områder med rød hud, oftest i hovedregionen og omkring øjnene. Hunden,- især hvalpe og unghunde- er præget af let kløe og spontan helbredelse uden behandling kan ses. Diagnosen bekræftes ved hudskrab og mikroskopi. Behandlingen kan enten omfatte lokalvask med benzoylperoxid shampoo eller to injektioner med et antiparasitært middel (Advocate vet.),som gives med ca. 10 dages mellemrum. Evt. sideløbende infektion i huden behandles med antibiotika.

Demidikose (demodex cati) forekommer hos katte, omend sjældent. Der er ofte en underliggende lidelse som Felv eller FIV (se disse). Symptomerne er tilsvarende kløe, afgrænset symmetrisk hårtab, samt hud- og øregangsbetændelse. Diagnosticering og behandling er som anført hos hund.​

I

J

K

Kennelhoste

Kennelhoste er en gl. betegnelse for en blandingsinfektion hos hunde, der har været på kennel, pension, til træning o.l. Årsagerne kan således være bordetella bronchiseptica-bakterier, reovirus, adenovirus, herpesvirus eller parainfluenzavirus. Der går typisk 5-10 dage fra hunden smittes til symptomerne viser sig, i form af en tør uproduktiv hoste som kan medføre reflektoriske opkastninger. Tilstanden er selvbegrænsende og går væk i løbet af 2-3 uger; hunden har forinden ofte været hos dyrlægen. Behandlingen er symptomatisk og omfatter antibiotika i ca. 6 dage.

Differentialdiagnosen er især hjerte- og lungeormsinfektion (se disse).​

L

Leptospirose

Årsagen er spirokæten Leptospira canicola, som kan overføres ved kontakt, bid, kontamineret foder eller via fosterhinder. I denne sammenhæng spiller mus og rotter en rolle som et smitte-reservoir. Infektionen sætter sig i løbet af 4-12 dage, først på nyrerne og senere i leveren, hvilket kan afstedkomme vævshenfald (nekrose) af leverceller, gullige slimhinder, udvidet bugomfang og efterfølgende nyre- og leverinsufficiens. Der vil oftest forekomme høj feber, nedstemthed, sløvhed, tab af appetit, opkast, dehydrering trods øget tørst, blødningsdefekter (røde mærker i hud og slimhinder, næseblod, blod i urin og afføring m.v.). Tillige kan leptospira medføre meningitis, øjenforandringer, slingerhed s.f.a. inflammation af hjernehinder og muskulatur, samt abort. Diagnosen bekræftes ved serologisk test (blodprøve) eller opdyrkning af urin. I løbet af 2-3 uger vil hunden bedres eller udvikle kronisk nyreinsufficiens.

Efter antibiotisk behandling vil dyret være kronisk smittebærer, hvorfor aflivning er tilrådeligt.

Tilstanden er sjældent forekommende i Danmark og synes især at ramme schæferhunde.

Profylakse består i rutinemæssig og årlig vaccination. Nyere vacciner omfatter 4 varianter af Leptospira.​

Leukæmi (blodkræft)Livmoderbetændelse (pyometra, hæmometra, mucometra)

Livmoderbetændelse forekommer oftest i en periode på 2-6 uger efter sidste løbetid og skyldes ascenderende (opvandrende) coli-bakterier fra skeden. Et stigende progesteronindhold reducerer livmoderens evne til at bekæmpe infektioner og dette kan give akkumulation af materie. Er livmoderhalsen tilstrækkeligt åben kan der ses gulligt eller rødbrunt flåd fra skeden, hvilket bevirker at hunden vasker/slikker sig mere i regionen. Bakterierne kan afgive toxiner og absorption afstedkommer en efterfølgende toxæmi (blodforgiftning). Hunden bliver i så fald

tiltagende sløj, passiv, appetitsvag og febril. Der kan tillige forekomme opkastninger og diarre.

Diagnosen stilles lettest ved en åben pyometra med tydeligt flåd. Dyrlægen vil oftest scanne eller røntgenfotografere tæven, blodprøver og væskebehandling kan også komme på tale. Den sikreste behandling vil bestå i operativ fjernelse af livmoderen, hvilket tillige vil give den hurtigste bedring af patienten, som altid behandles intensivt med antibiotika.

Lungeorm​

M

Mastitis (brystkirtelbetændelse)​

N

Neoplasi (tumor)

Nyresten

Nyresvigt​

O

Orm

Osteoartrose (se gigt)

Othæmatom (se blodøre)​

P

Parvovirus

Parvovirus infektioner skyldes en DNA-virus, som især rammer unge og svækkede hunde. Hunden smittes især ved optagelse af afføring, hvorved tarmcellerne angribes efter 3-5 dage. Dyret præges af nedstemthed, opkastninger, voldsom og blodig/vandig diarre, feber, små blærer i mundhulen og i nogle tilfælde hjerteinsufficiens. Behandlingen er symptomatisk og prognosen oftest god, hvis der ikke er hjerteinsufficiens. Hunde bør profylaktisk vaccineres regelmæssigt mod parvovirus.​

Pseudograviditet (se falsk drægtighed)

Pyometra (se livmoderbetændelse)​

Q

R

Ringorm (dermatofytose)

​Ringorm er- i modsætning til navnet- en svamp, som invaderer død forhornet hud og væv. Flere forskellige typer af ringorm kan forekomme hos hunde og katte, men det er primært arten Microsporum canis som påvises.

Symptomerne kan variere fra en lokal cirkulær pelsløs plet med rødmen og hævet "rand", til "knækkede hår", hudbetændelse, fedtet hud/pels (seborrhea). Kløe kan forekomme.

Diagnosen kan stilles udfra kliniske symptomer, opdyrkning, mikroskopi og Woods lampe.

Terapi er universel og lokal, idet alle dyr i husstanden behandles.

Ringorm kan smitte til mennesker og andre dyrearter og er dermed en zoonotisk infektion.

Humant ses indledningsvist en lile rød plet som med tiden udvikler sig til en ringformet hævelse.​

Rævens dværgbændelorm

Ræveskab (se skab)​

S

T

Tetanus (stivkrampe)​

U

Urticaria (nældefeber)​

V

Vandhale (se water tail)​

W

Water Tail (Vandhale)

Water tail ses især på hunde der har været på jagt, i vand eller moser m.v. Hunden har i denne sammenhæng ikke sparet på kræfterne, hvilket kan medføre overanstrengelse af halemuskulatur og nedkøling af nerver, hvilket vil afstedkomme en slapt hængende hale, smerter og ømhed i haleregionen. Det er derfor ofte en god ide at pakke hundens bagpart ind og lade dyrlægen afgøre om der er andet i vejen. Ubehandlet går tilstanden over efter 2-14 dage, men grundet smerter vil man ofte ordinere smertestillende i en kort periode.​

X

Y

Z

Æ

Ø

ØjenbetændelseØregangsbetændelse (otitis externa)

Betændelser i den ydre øregang er ikke sjældent forekommende hos hunde, sjældent hos katte.

Årsager kan bero på adskillige ting: Parasitter (øremider, hårsækmider, skabmider), allergi, autoimmune sygdomme, endokrine lidelser, en tur i vandet m.v. Der vil ofte forekomme øget sekretion af ørevoks, hvilket vil give en karakteristisk lugt ("sure sokker", "gammel ost"). Dette øger til problematikken og giver mere fugt og mindre ventilation i øregangen og dermed en forværring af tilstanden. Enkelte racer er prædisponeret p.g.a. deres lange, pendulerende ører

(cocker spaniel, springer spaniel, bloodhound m.fl.) eller tendens til ekscessiv hårvækst (puddel m.fl.). Hunden vil især ryste på hovedet, kradse og klø sig i øreregionen, have en skæv hovedholdning, ømme sig ved berøring og ofte have "røde ører". Kraftig hovedrysten kan i enkelte tilfælde afstedkomme blodører (se denne). Såfremt der ikke er hul på trommehinden vil de fleste øregangsbertændelser kunne klares med øredråber alene. Har hunden hyppige problemer med ørerne kan det blive aktuelt at lave en dyrkning- og resistensundersøgelse for derved at finde den bedste medicinske løsning til patienten.​

​Firmaoplysninger

Skibby Dyreklinik
​​CVR: 42966517

Her finder du os

Elmevej 4

4050 Skibby

Kontaktoplysninger

Telefon: 47 52 80 13
skibby-dyreklinik@mail.tele.dk 

Fax: 47 52 72 29